Martin arbejder hos os på 6. uge som chaufførmedhjælperpraktikant. “Det har været en rigtig god oplevelse at komme her til firmaet, hvor alle er virkelig hjælpsomme”, fortæller Martin. Hvis man står et sted på vejen med et problem, så er der altid nogen, man kan ringe til. Han har dog lært, at “man ringer kun til Anette før kl. 5 om morgenen, hvis det er et nødstilfælde”, siger han med et grin om Anette Kjær, som sidder med vores administration. Og vi kan altid få hjælp af de andre chauffører, når der er brug for det.

Han var meget træt den første uges tid, hvor han skulle vænne sig til at være oppe i de sene nattetimer og tidlige morgentimer. Som han selv siger, så er han lidt af en natteravn og kan godt lide at være oppe om natten og sidde og nørde lidt. Martins udfordring lige nu er mest at han sidder ved siden af vores chauffør Michael – og ikke selv bag rattet. Det kan nogle gange være lidt svært ikke at døse hen, når han bliver rigtig træt.

Håber på det store kørekort

Han har efterhånden vænnet sig til døgnrytmen og synes nu, det er et stille og roligt arbejde, til trods for de mange leveringer i løbet af natten. Han er i gang med at tage et almindeligt kørekort nu, og håber, at han bagefter kan tage et stort kørekort, så han selv kan komme ud og køre på vejene i sin egen lastbil.

Det sjoveste, han endnu har oplevet imens han har arbejdet her, var da hans makker Michael var låst inde i et lagerrum, fordi elevatoren var gået i stykker. Det tog to timer og nogle beredskabsmænd at få ham ud, og Martin var ret glad for at det ikke var ham der sad derinde. Men imponerende nok, så nåede de at få samtlige leveringer ud til tiden den dag!