Løsnede hjulbolte på vores biler

Så blev det desværre vores tur. Natten til torsdag den 14. september fik vores værksted i Grenaa besøg af nogle personer, der løsnede hjulbolte på to af vores biler og en kollegas private bil.

Vi er meget skræmte over episoden, og over at der er folk, som kan finde på sådan noget. “Det er meget mere end bare drengestreger,” fortæller Anette Kjær, “der skal bruges mange kræfter for at løsne de hjulbolte. Selv vores egne chauffører har svært ved at løsne dem.” Sagen er naturligvis meldt til politiet.

Vi opdagede først, at der var noget galt, da to af vores chauffører havde taget turen fra Grenaa til Aarhus og var på vej videre. Først på den anden side af Aarhus kunne de høre, at noget var galt. De holdt heldigvis ind til siden. Her så de, at flere bolte var faldet af og andre sad løst.

På værkstedet undersøgte vi straks alle andre biler, hvor yderligere en af vores biler havde løsnede hjulbolte. Da en af vores lastbilchauffører kom hjem på værkstedet et par dage efter, opfordrede vi ham til at tjekke sin egen bil, som havde holdt parkeret uden for værkstedet. Her havde tre ud af de fire dæk også fået løsnet hjulbolte.

Det må ikke ske igen

I begge tilfælde kunne det gå meget galt, men heldigvis opdagede vi det i tide. Vi har taget en masse forholdsregler, så en lignende episode ikke kommer til at ske igen. Alle chauffører tjekker nu deres biler hver eneste gang, de skal ud og køre. “Vi har også både overvågning af pladsen og en sensor, der lyser hele pladsen op, hvis man aktiverer den om natten,” forklarer Anette.